REAKTION-REFLEKTION

by Rigetta Klint / SLOWFASHIONhouse.com

https://www.slowfashionhouse.com/story/reaktion-reflektion

Jeg er absolut ingen kunstanmelder, men jeg er kunstbruger og så er jeg veninde med Hanne.

Hanne alias Hanne G som lige nu, sammen med Christina Augustesen, Renate Borgen, Hanne Helms, Hanne Nielsen Kjærsgaard, Ninna Bohn Pedersen, Mette Sandfær og Gitte Svendsen er udstillingsaktuelle i Ikast. Jeg har været i det midtjysk i forgangne uge, og det var derfor helt oplagt at svinge forbi Kunstpakhuset for at se udstillingen [ree-fleks].

På Kunstpakhusets hjemmeside står der: Udstillingen [ree-fleks] har som tematisk omdrejningspunkt begrebet spejling. Udstillingen præsenterer 8 samtidskunstnere, der arbejder med forskellige medier og praksisser. De kommer omkring en række emner og ideer, som hos den enkelte kunstner er selve bevæggrunden for at virke og for at udtrykke sig visuelt.
- Det er vores sigte med udstillingen, der både spejler noget og spejles i hinanden og af omgivelserne, at vise vores meget forskellige måder at opfatte spejlinger på ved at reflektere og inddrage dem i forskellige kunstneriske greb. Alle kunstnere har i udstillingen [ree-fleks] arbejdet konkret med temaet spejlinger, hvorfor alle værker er nye, fortæller udstillingens tre kuratorer Renate Borgen, Hanne Helms og Hanne Nielsen Kjærsgaard.
- Det er vores ambition at spejle forskellige følelser og begrebsverdener. Vi har arbejdet med både subjektet og objektet i denne proces for derigennem at opnå Indsigt og genkendelighed. Vi har med hvert vores udgangspunkt søgt inspiration i naturen, byen, meditation og det levede liv for at beskrive dilemmaer i hurtighed, stemninger, magtbalancer, og tidens gang. På denne måde kommer gentagelse, misforståelse som agent for forståelse, tilpasning, forvrængning og relationer til udtryk i én stor rumlig refleksion. Alt sammen materialiseret i maleri på papir, lærred og mur samt tekstil, skulptur, installation og lysinstallation. 
Spejling kan forstås som et fysisk begreb, såvel som i overført betydning. Det er i spændingsfeltet mellem disse to forståelser udstillingen [ree-fleks] tager sit afsæt.

Spejlinger, [ree-fleks] og min refleksion.

Jeg kan ikke lade være med at spinde en ende over Hannes karriere som kunster. Hanne er uddannet arkitekt, og inden hun for mere end 10 år siden ”sprang ud” som fuldtidskunstner arbejdede hun primært i TV- og reklamebranchen. Hendes første værker var således også meget konkrete, og var som jeg forstår dem en reaktion.

På kunstnernes efterårsudstilling 2007 viste hun hæklede våben, hos Gallery Helene Nyborg Contemporary udstillede Hanne i 2008 ”You Are Still in The Running” en serie applikerede tæpper med ansigtsløse figurer og referencer til tidens mange realityshows.

Siden er Hannes værker blevet mere subtile, mindre reaktive og mere reflekterende. Stadig som oftest udført i tekstil eller rettere i en blanding af tekstil og andre materialer. Den smukkeste mohairtråd præpareret med lag af maling f.eks. som giver en dragende kontrast mellem blød og hård, og et udtryk som henleder tankerne på både det naturlige og det kulturskabte og på dekadent forfald.

Således er det også med hendes loftophængte værk ”Chapel og Solitude” C.O.S., som vises i Ikast.
En installation som visuelt er inspireret af spejlinger iagtaget i den islandske natur. Spejlinger som Hanne oplevede og tegnende som skitser, da hun sidste år var ”artist in residency” på The Islandic Textile Center. Værket C.O.S. har til intention at skabe ro og tomhed gennem abstraktion, at antyde et meditativt sted. Som altid har Hanne en humoristisk distance til sig selv og sin kunst og siger i kataloget: ”Titlen Chapel of Solitude rummer også en reference til The Fortress of Solutude, et fiktivt fæstningsværk forbundet med Supermand, et sted for trøst og lindring. Et sted, der spejler det moderne menneskes psykiske hjemløshed”

”En gang blev jeg lettere indigneret, når folk i et forsøg på indlevelse spurgte: Hvor lang tid tager det at lave sådan en tekstil skulptur”, fortæller Hanne, da jeg mødte hende på hendes atelier på Østerbro i København, inden jeg drog til Ikast. ”Det irriterer mig ikke længere, jeg forstår at spørgsmålet er udtryk for respekt, og for mig selv er den medgåede tid faktisk er en del af værkets dybde”.

Netop oplevelsen af, at den medgåede tid og refleksion er en del af kvaliteten, oplevede jeg som gennemgående på udstillingen i Ikast – alle kunstnernes værker er grundigt gennemarbejdede og inkluderer stor materialeforståelse. Det har taget tid – det giver ro og stor skønhed.